Det er ingen hemmelighed at burgere ret ofte er på menuen herhjemme - for hvem elsker ikke en lækker og snasket burger? Jeg har derfor også været igennem mange forskellige opskrifter på glutenfrie burgerboller, og denne er helt perfekt blød og luftig, som en burgerbolle skal være.
Giver fire stk.
Smulder 15 g gær i 2,5 dl lunkent vand og rør til gæren er opløst. Tilsæt 15 g loppefrøskaller, 1 æg og 1,5 tsk rørsukker, og rør det sammen i en røremaskine i ca. 5 minutter.
Tilsæt herefter 0,5 tsk salt, 50 g rismel og 100 g quinoamel og rør videre på røremaskinen i ydereligere 5 min. Form herefter bollerne og læg på en bageplade med bagepapir. Dejen vil være ret klistret, så gør dine hænder våde, når du former dem. Opskriften er til fire boller, men du ganger den bare op hvis du vil lave flere (en dobbeltpotion kan fint være på én bageplade). Lad bollerne hæve i 30 minutter.
Pensl evt. bollerne med et pisket æg og strøg sesam over (kan undlades). Bag bollerne ved 200 grader i ca. 25 minutter.
Denne opskrift er ret nem, da den ikke kræver en hel masse ingredienser, der er svære at skaffe, du skal ikke vente i timevis på hævetider, og der skal ikke smeltes smør eller bruges forme og så videre. Denne opskrift på glutenfrie burgerboller erkort sagt ret lige til, og det vægter jeg personligt højt. Og så selvfølgelig at resultatet samtidig giver nogle super lækre og luftige boller, så du kan lave den helt perfekte hjemmelavede, glutenfrie burger!